At være psykoterapeut, er først og fremmest, at være menneske. Det at kunne træde frem som menneske, At komme et andet menneske i mødet.
For det er det, det handler om, et møde mellem 2 mennesker, og når man møder en psykoterapeut, som hviler i sig og træder frem imod sig,
så vil det være et skelsættende møde. Man vil i dette møde føle sig set, og forstået og efter mødet vil man være, om end bare lidt,
så er man lidt forandret, man har opnået en vis grad af indsigt i sit liv.
Man vil føle sig lettet, og vished om, at smerten i det man er i, ikke vare ved. At livet igen kan blive godt, men at det kræver bearbejdelse og det kræver ændringer i forholdet til måden livet leves på.
Mester i liv.
For at kunne være et menneske som påvirket andre mennesker, må man i lære som menneske, og det er det psykoterapeuter har været.
De har været i menneskelære, hvor de har gennemgået hvad det vil sige at være menneske. På godt og ondt, og ærligt talt!; så er det mest på det som har gjort ondt. For det at mester livet, kan ikke ske uden indgående kendskab til smerte, for livet kan ikke folde sig ude, uden smerte.
Der findes ikke “hjørner af livet” som kan folde sig ud, uden smerte. Alt nyt liv har “fødsels-omkostninger”.
Hvis man ønsker sig kærlighed i livet, må man igennem den smerte, der opstod i at miste “kærligheden”, dét som skilte os og kærligheden af, i os ad. Hvis man opdager, at man i virkeligheden er et kreativt mennesker og ønsker at forfølge det, ér det forbundet med en smerte, dels ved at forlade trygheden, og dels den smerte der er ved at opdage, at man mistede sit “kreative jeg”, da man opdagede, at man måske ikke var helt som de andre,
og det smertelige ved at være noget andet, end de andre, det smertelige ved at tilpasse sig, til noget andet end det man er.
Det er smerteligt at opdage, at man har fulgt med strømmen, alene for at følge med de andre, og det blev på bekostning af, at miste sig selv. For
smerteligt er det at åbne for det tabte.
Det er ligeledes smerteligt at blive skilt, at miste en nær relation, partner, forældre, bror eller barn.
Smerteligt er det at opdage at ens partner har været utro, og i erkendelserne opdage, at man selv, var den første til at svigte sig selv og sine værdier, nærværet, kropsligheden og intimiteten.
Der er smerte i alting, der er smerte i at blive født, -det smerter, at opdage at vi kun fødes for at skulle dø, og at i det øjeblik vi fødes, er vi gamle nok til at dø.
Det er smerteligt at erkende at døden og livet er meningsløst og vi er dømt til at søge lykken selv, i den tid vi har, om vi har så tiden eller ej.
Og endeligt alt nyt liv, koster prisen på det gamle liv, vi forlader, og det kan kun ske gennem en fast beslutsomhed i, at nå til “the point of no return” For der er ikke returret, på det liv som lige er levet, om så det er levet, misbrugt, eller har været druknet i pligter og misforstået hensyn.
Disse smertepunkter i livet, plus 1000 andre, har psykoterapeuter været igennem, først og fremmest på egen krop. Egne sår er genfundet og genopstået, for de smerter, som ikke blev gennemlevet dengang, men smerteligt lukket ned i forsøget på at overleve, kommer frem når smertekroppen skal passeres, for at komme i kontakt med de kærlige og nærværende følelser.
Psykoterapeuter bruger 4-5 år og hundredvis af terapi timer, på at kortlægge eget liv og sine medstuderendes liv og smerte kort.
Og senere med klienter, som bliver evalueret og vejledt, på bedste Darwinistisk vis bliver livet kortlagt, fra fødsel til død.
Meget snak om smerte, men der er meget smerte forbundet med at leve et liv som ikke er i overensstemmelse med sine værdier og i nærvær. og der er et stort paradokset i, at når vi ser døden i øjnene, så banker livet på vores hoveddør. For jo mere vi tager hånd om det svære, jo lettere bliver livet.
For det er livet som skal bære os, og ikke som de fleste, knokler for at bære livet, i forsøget i at få tingene til at hænge sammen. Hvilke altid bliver en tung affære.
Hjælpekunst
Udover alt dette livsmestring, -det at mestre livet, så kræver det også at meste hjælpe-kunsten, som Søren Kierkegaard kalder det.
Det at møde et andet menneske, hvor dette menneske er, og derfra hjælpe dette menneske mod et mere livs-nærende sted.
Det kræver stor ydmyghed, dét at som psykoterapeut, at være i dét som er, med dén man er, uden fordomme, uden forestillinger om, hvad som skal ske og hvad som ville være det bedste for dennes klient. Det ikke at kaste løsningernes lys på det åbenlyse, og søge klientens forståelse på dette åbenlyse og fornuftige løsningsforslag.
Dette er nemlig egoet og vores logiske sans, som skriger på løsninger og ønsker at lindre 0g dulme klientens smerten. Men dette er er ikke løsningen men de fleste problemerne rod. Altså den måde vi som menneske forsøger, at undgår smerte og lidelser på.
Så ægte hjælpekunst er at være med og være i det som er, uden at skulle fixe, trøste eller komme med gode råd, men at være først og fremmest at være nysgerrig, Det at se med nye øjne, eller som Buddhismen siger det så smukt; “At have et begynder-syn”.
Det at går på opdagelse som arkæolog, uden at vide hvad tingene og tingenes betydning er, for dette er nemlig kun klienten og kun klientens viden og erfaring, som kan kortlægge tingene og hvilke betydning de har for klienten.
Det kræver også empati, at kunne fornemme klienten, på et nonverbalt plan, på et føle og et intuitivt plan, for meget af det, som skaber kriser i livet,
er dét som ikke har fået den nødvendige omsorg og bevidsthed, det som er blevet smerteligt fortiet, ignoreret og straffet og lukket nede.
Så derfor er der ofte som et tavs skrig under vandet, at følelserne og stemmen ikke er forbundet til denne smertekrop.
Så som terapeut, skal vi efter bedste evne give dette ubevidste og undertrykte en stemme og et sprog. Det at kaste lys på dét som er skåret bort, forkastet og frosset inde gennem chok og traumatiske oplevelser.
Og selvfølgelig kan vi som terapeuter hjælpe, guide, facilitere ud fra de fysiske, de eksistentielle og psykologiske verdens kort,
som på mange måder danner nogle universelle love.
Disse love er “At vi skal dø” og “Vi skal lære at kravle, før vi kan gå”, “Vi skal kunne bære os selv, før vi kan tage et eksistentielt ansvar”, og “Vi er dømt til at være frie” og ligesom “Vi er dømt til skulle træffe vores egne valg”, og endeligt at “Vi har nogle grundvilkår i livet, døden, sorgen, ensomheden og isolation.
Disse love kender en terapeut, har været til eksamen i disse filosofiske, psykologiske og spirituelle love. Med litteraturlister så lange, som på op til 100.000 sider, Pensum med både obligatorisk litteratur og en god portion af ønskværdigt læseværdige bøger.
En måde at leve på.
At være psykoterapeut er måde at tjene på, både livet og det at tjene andre. Ja det at tjene penge, altså et erhverv som massør, psykolog og biolog.
Men det er mere end det, langt mere, for det er en livsstil, det er en måde, at leve livet på. Uagtet om man har klienter eller ej, så skal livet leves for enhver pris, man er stadig livs-mester og skal mestre livet. For når man har gået igennem den eksistentielle port, altså at blive et bevidst menneske,
så findes der ikke fridage i livet, hver én dag vil leves, for lever vi ikke fuldt ud, ja så er det, at vi begynder at pakke livet væk, bid for bid.
Det mærkes heldigvis tydeligt, som et bevidst menneske, at vitaliteten, potensen, passionen og livsmodet forsvinder.
Man kunne sige; “at sjælen ikke længere er med”, eller at ånden ikke længere griber én sanselig, med en gysen i at være i live, med et mirakuløst uendeligt mulige.
Så at være psykoterapeut er på daglig basis, at tage stilling til livet, nysgerrigt, undrende og det at forenkle, formidle kunsten i at være i live.
