At være psykoterapeut er først og fremmest at leve som psykoterapeut.
Før du kan være psykoterapeut, skal du skabe et liv, som ikke er forbundet til denne verden, eller mere jordnært, at du har gjort dig fri og uafhængig, af den kultur som omgiver dig.
Hvert årti har sine sociale og kulturelle psydomme, udfordringer om du vil. Så for at kunne hjælpe et andet menneske, er det nødvendigt at du ikke fejler de samme symptomer. At du kan skelne mellem symptomer og det autentiske og ægte liv.
Det gør du ved at leve dit liv, med nærvær i nuet, dét at trodse frygten for ikke at have nok-, frygten for at falde i magelighedens mange skjulte facetter, som tryghed, det genkendelige, tilknytning og forbundethed.
Det at kunne smide gårsdagenes forskalninger af sig, og vove at genskabe sig på ny, skifte retning, stille spørgsmål, til det skønne i livet-, stille spørgsmål til kærligheden, om den er forankret i en dyb kærlighed, eller om det er afhængighedens skjulte alkymi.
At både leve og filosofere om dét At leve-, både i nuet, men også, at tage dialogen med de store tænkere, som har gået af de samme stier.
Som hvis du er godt forankret i måden at leve dit liv på, taler til dig, igennem dig, på samme måde som naturen taler til dig. Nuvel sproget er det samme, om det er de gamle døde filosoffer eller den gamle eg i haven, nemlig stilhedens sprog. Og det er dét som det betyder, at leve som psykoterapeut.
At være i kontakt med “livets skole” , din egen, naturligvis. Hvor et af fagene er at gå i haven, observere og konsumere og konversere med de store tænkere, før netbank, opvaskemaskinen og de frygtsomme pligter. Kan man det, så er man psykoterapeut og lever som en. Sådan er det på vores skole og sådan skal det være.
