Flere og flere søger hjælp til at finde glæde og mening med livet, finde kærligheden eller genfinde den i parforholdet.
Det sker gennem psykoterapi, parterapi, coaching, lægen, alternative behandlere og selvbestaltede guruer.
De sidste skal man dog være lidt varsomme med, især hos dem som hævder, “Bare gør som mig”, og “5 step til succes”, og “sådan gør du så tiltrækker du kærligheden, kunder og rigdom”. For der er ikke nogen nem vej til et lykkeligt liv, det som skal gøres er hårdt arbejde, både på det indre plan og på det praktiske fysiske plan.
Det sker gennem psykoterapi, parterapi, coaching, lægen, alternative behandlere og selvbestaltede guruer.
De sidste skal man dog være lidt varsomme med, især hos dem som hævder, “Bare gør som mig”, og “5 step til succes”, og “sådan gør du så tiltrækker du kærligheden, kunder og rigdom”. For der er ikke nogen nem vej til et lykkeligt liv, det som skal gøres er hårdt arbejde, både på det indre plan og på det praktiske fysiske plan.
Vi lever i en kompliceret verden, hvor tingene ikke er, som tingene ser ud til at være. Lidt morsomt kunne siges “en god socialdemokrat, er ikke nødvendigvis en god socialdemokrat, som vi forstod de røde svende i industrialismens tid.
Så når flere søger hjælp, til at finde glæden og meningen med livet, så er det først og fremmest at de ikke trives, at de mistrives og har det svært med at overkomme livet, og for én dels vedkommende, er det også med skamfølelse og skyld i ikke at være super lykkelige, fordi de ikke kan se årsagen til deres mistrivsel. De “burde” være lykkelige, de har det “hele”, mand/kone, biler, hus og skønne børn, som jo ikke er lige skønt hverdag. Der er måske et økonomisk overskud, og det gør kun skammen større, for man burde skamme sig, at man ikke kan være glad og taknemmelig over det liv man har.
Men der findes ikke penge nok i verden til, at ændre den kendsgerning at hvis man er fattig i ånden, eller sagt mere moderne, hvis vi har mistet os selv, vores kontakt til vores indre følelsesliv, vores sande jeg, ja som, ér vi ikke tilstede i nuet, og er vi sjæleløse, ja så smager kaviar og champagne bare ikke af noget særligt.
Nej så når at der er stigning på at søge hjælp, så er det i den grad fordi vores samfund ikke er bygget på de gamle sociale værdier, tværtimod, så er vi alle blevet tandhjul som drives som får, og i stedet for fårehyrde, så er det ledelses ideologien om at vi som mennesker er dovne og skal holdes i gang med kampgejst og historien om den brændende platform.
Det har vi gjort i 20 år, sprunget fra den ene brændende platform til den næste, sammen med nye strategier, nye systemer, nye tekniske værktøjer, stramninger, besparelser, ny ledelse, ny strategi, nye ejere, nye kollegaer, nye opgaver, og og og …. Vi kan ikke mere forandring,
uden at have hjertet med. Derfor er det svært, at få enderne til at hænge sammen, vi driver livet, nej vi prygler livet i et hæsblæsende tempo,
så sjælen ikke kommer med. Vi mister os selv, vores sande værdier, og vi har glemt hvad som gør livet værd at leve.
uden at have hjertet med. Derfor er det svært, at få enderne til at hænge sammen, vi driver livet, nej vi prygler livet i et hæsblæsende tempo,
så sjælen ikke kommer med. Vi mister os selv, vores sande værdier, og vi har glemt hvad som gør livet værd at leve.
Så det er gå i terapi, og det at søge hjælp, er på mange måder, at gå på opdagelse i, hvordan man genopdager hvem man er og hvad der giver mening i livet. Mest af alt så er terapi en metode til at reflektere over liv og levned, både i samspil med terapeuten, men også imellem terapierne. Det er at sætte livet parentes, en pause fra det automatiserede liv. Det alene gør at hverdagens stress og mange gøremål og impulser, begynder at blive fordøjet.
Vi taler i disse år, at de informationer vi modtager på et år, er det sammen som et helt livs informationer, for bare 40 år siden.
Så havde vi være en computer, så havde vi været frosset, i at alt for mange programmer står åben og for lidt ram til at håndtere disse processer.
Så havde vi være en computer, så havde vi været frosset, i at alt for mange programmer står åben og for lidt ram til at håndtere disse processer.
Så alene ved at trække de digitale stik ud, og gå offline, ville styrke vores indre opmærksomheds-liv, altså det at mærke sig selv, sine lyser, behov, følelser, som de indre og mere naturlige impulser.
Det er ikke helt nok, men det er noget, af det som skal til for at mærke livet og måske mærke hvad det er som mangler i livet.
Hvad som er vigtigt, og om ikke der kunne være et andet liv, end det hæsblæsende liv?, og hvad kunne være et mere givtigt arbejdsliv, som ikke tog kvælertag på livet, men supplerede til livet og ønskerne om et liv, hvor både arbejde og privatliv hang sammen.
Det er ikke helt nok, men det er noget, af det som skal til for at mærke livet og måske mærke hvad det er som mangler i livet.
Hvad som er vigtigt, og om ikke der kunne være et andet liv, end det hæsblæsende liv?, og hvad kunne være et mere givtigt arbejdsliv, som ikke tog kvælertag på livet, men supplerede til livet og ønskerne om et liv, hvor både arbejde og privatliv hang sammen.
Vi er faktisk nede på ca. Kun 15% som er passioneret over deres arbejde, det fortæller lidt om det arbejdsmiljø som vi har skabt gennem de sidste 20/30 år.
Så derfor er der lige så mange organisationer som “går i terapi” gennem organisationsudvikling, det at forsøge at få nedbragt stress, sygdom, opsigelser og forbedre arbejdsmiljøet på en måde at det netop er passionen der driver værket.
Min tese er, at når vi skuer på arbejdsvilkårene og få skabt organisationer, som kan bringer mennesker sammen, og en bedre ansvarsfordeling og at der er værdier, som kommer alle til gode og at det giver mening på et højere plan, at det ikke kun handler om at producere og yde, men også, at bidrage med socialt ansvarlighed og sammenhold blandt medarbejderne, så vil færre søge hjælp og vi er kommet godt igennem denne globale, miljø og antisocialt krise.
