At skabe eller ikke skabe, det er det grundlæggende spørgsmålet.
Når vi er på en “overlever”, er vi bundet til en drift, hvor det handler om at skaffe føde og sørge for dagen og vores flok.
Det er vores primitive og meget målrettede sind, som vi kunne kalde for “Det lille sind”. Der er flere gear på dette sinds fartøj, alt afhængig overlevelsens beskaffenhed. Det går vel i alt sin enkelthed fra dræb eller blev dræbt til lysten og ønsket at eje og besidde så meget, at frygten vil forsvinde. For det er frygten som driver dette lille sind, driften er væk fra frygt og usikkerhed på vores eksistens, samtidig er der begær for at komme øverst i abe grotten, hvor magten og sikkerheden syntes størst. Det er det ikke, men det er det lille sinds illusion nr. 1, at vi kan opnå sikkerhed gennem at eje og besidde. “Det lille sinds” illusioner er, at fastholde verden i et billede, der skaber fred og pause for overlevelsens evige kamp.
Så “Det lille sinds” største bedrift er, at have styr på verden omkring sig, en fastholdelse af position, situation og status. Næststørste er at forøge disse 3 størrelser, fordi at de giver ikke varig lindring, kun i nuet. Så vågner frygten igen, alene fordi verden er foranderlig, og kan ikke fastholdes. Så “Det lille sinds” eksistensberettigelse hviler på frygt/angst for at miste, frygten for at dø, sulte, miste værdighed, anseelse, status, position og status, kort sagt at eje og samle til sig.
Driften er egen overlevelse som primær berettigelse og beskæftigelse.
“Det store sind”.
Vi kan ikke tale om “Det lille sind” uden at sætte lys på “Det store sind”, som er på mange måder en direkte modsatrettet energi. Det hviler på et sikkert fundament i “Eksistensen” en jeg styrke, som er vores autentiske jeg, med følelser og et godt sæt rødder i kærlighed og modet til, at være den man ønsker at være. Når vi er fri af frygt, rammes vi af dels af kærlighed, men også af den sorg der er forbundet med tab af kærlighed. Denne dobbelthed skaber en sårbarhed, en overgivelse til det som ér. Altså verden som den er, og ikke som “Det lille sinds” fastholdelse af sit eget verdenssyn, om det så er positivt eller negativt.
“Det store sind” er i ordets betydning stort, det handler ikke om godt eller skidt, men taknemmeligheden i at mærke både og. “Det store sind” er det rummelige i os, hvor der er plads til os alle. Alle menneskets facetter er i os alle, så når vi har fat i det store sind, har vi fat i alle og kærlighed til alt og alle. Kærlighed handler om at give, dog at være inkluderet og være et med og i denne tilstand af at være en del af helheden.
Paradokset er at når vi har fat i vores “Store sind”, ved vi hvor små vi er og hvor skrøbelige vi er. Dette gør at vi ikke lægger ansvaret over til andre, men tager det fulde ansvar for vores liv, og spilder ikke et sekund, da livet er dyrbart.
Vi skaber livet, ligesom vi sætter scenen, vi giver storsindet uden dagorden og uden forventninger om at få tilbage.
Dette er det skabende og livsgivende sind, som intet skaber for sig selv, men for fællesskabet og for de relationer og mennekser omkring sig.
