De fleste har drømme omkring deres liv, både drømme omkring arbejdsliv, deres kærlighedsliv og måden de kunne ønske sig at leve deres liv på.
Mange får dog nogle hug på deres drømme, eller i forsøget at gøre drømmen til virkelighed. Derfor pakker mange deres gamle drømme ned. Forkaster dem, som naive barnlige forestillinger, på lige fod med tandfeen og julemanden.
Det er her, “det kritiske sind”, som også forgiver sig at være fornuftens engel, overtager lederskabet og siger; “Kom videre, få dig et stabilt arbejde”, “tag hende Bente, hun er sød og har altid været lidt lun på dig”, “få dig et lille hus med have og så få nogle søde børn”. “Så bliver du optaget i den sociale klub, kaldet borgerskabet”.
Det er dog her, vi dræber passionen og nysgerrigheden, men drømmene dør ikke. De går enten i dvale, eller også vokser de i skyggen, for siden hen, springe ud og byde op og ud af trygheden og fornuftens hus. For drømme lever i os ligesom kærlighed, eller mere korrekt så er drømme en del af kærligheden. Så når vores drømme lever i skyggen bag vores sinds kontrol, så ser vi dem ikke som vores egne drømme, men i andres handling og liv. på samme måde som forelskelse, hvor vi ser en skønhed udenfor os selv, en projektion af hvad vi bære inde i os selv. Det er her vi enten bliver aktiveret med vores misundelse eller jalousi, eller vi bøjer vores hoveder i vores utilstrækkelighed.
Den vej hvor vi bryder ud af vores “tryghed og fornuftens hus”, er her, hvor vi har levet for længe, under fornuftens tyranni. Vi har taget os sammen forlænge, uden motivation og højere formål med vores liv, andet end at passe pligterne og punktligheden.
Når jeg siger formål med livet, så er min største overbevisning den, at vores drømme er en del af vores formål med livet. Ligeledes tror jeg, at vores drømme hænger uløseligt sammen med vores indre kærlighedsliv. Således at kærlighed er “at være”, og drømmene er “at gøre”. Vi har alle drømme i os, lad os kalde det for livsformål, der kan være mange og de kan være af mindre og af større betydning i livet. Det er graden af kontakt til kærligheden og derved også modet til at udføre disse drømme/ livsformål. Jo større kontakt til kærlighed og enhed, jo større er modet til at forsøge, at udleve sine drømme.
Når jeg taler om fornuftens tyranni, ligger det i ordne, at det er negativt, og det er det også. I denne forbindelse, er fornuften vores opdragelse og derved vores begrænsninger i vores liv. Det er fornuftigt nok, at slikke sårene, når vi har slået os, både sjæleligt og økonomisk, her virker fornuften som trøst og beskyttelse. Men på vores livsvej, får det store konsekvenser, i og med at vi får lukket ned for vores følelser, i det vi lukker ned for vores drømme. Det er her kærligheden, passionen, lidenskaben, nysgerrigheden, ære, kreativitet, livslyst, ånd og sjæl bliver indespærret. Hvor fornuft og kontrollen er to brødre som er fangevogtere i vores eget fængsel.
Så uden vores drømme, så levet vi i isolation og mærker ikke livet. Omvendt tager vi hånd om vores drømme små som større, og lytter til vores følelser, så får vi øvelsen til at skabe vores liv. For det er det drømme består af; “Liv der ikke leves”.
Forstå vi dette, vil hver en handling vi foretager os, være et skridt på vejen til at gøre vores små drømme til virkelighed.
Formel; Virkelighed = Drøm + Vilje + Handling
