“At genopstå”

Når vi når midten af livet, føles det som om, at alle de gode ånder forlader os. Alt det, der tidligere virkede, beskyttede os og gav os tilfredsstillelse, bliver pludselig en tynd kop te.

Alt, hvad der har tjent os og givet os komfort og selvtillid, har været på bekostning af den, vi virkelig er. Vores tillærte strategier om at skulle præstere og yde noget har fungeret, men også fjernet os fra vores autentiske, sande jeg.
I stedet har vi udviklet vores “præstations-jeg,” blevet en nyttefunktion, der kun opererer på en “noget for noget”-basis – vi leverer ydelser og modtager anerkendelse.
Det føles som en menneskelig bingo, hvor vi har udfyldt vores plade og fået bingo-bonus. Anerkendelsen og de rosende ord har givet os en følelse af tryghed.

Men midt i livet indser vi, at vi har overlevet. Vi får en større indsigt i, at vi faktisk er gode til noget, at vi kan klare os i konkurrencen. Samtidig opdager vi også, at hvis vi ikke gør noget, vil vi forsvinde, blive usynlige, ikke-eksisterende.

Vi støder på det døde lag i os – tomheden, de meningsløse gentagelser af belønningssystemer. Vi opdager, at dette blot bedøver os og berøver os intensitet, lidenskab og sanselighed.

I denne erkendelsesproces forsvinder frygten i os og tager dens intensitet med sig. Rusen ved at kæmpe for at overleve forsvinder sammen med frygten.

Det døde lag i os er blevet skabt af frygt, for intet kan leve, spire eller fødes i frygt. Det døde lag fungerer som et skel mellem, hvem vi virkelig er, og vores nyttefunktion, der har været med til at skjule og beskytte os.

Det er nu tid til at smide det døde lag af os – vores skjold, vores panser – væk. Det, der engang tjente os, er blevet til et museum af gamle overbevisninger, gamle kriger- og heltehistorier. Alt, der har beskyttet vores følelse af utilstrækkelighed, må forlade scenen. Pleaseren, helten, offeret, overleveren, det sorte får, hjælperen og redderen må træde til side.

Vi må omfavne vores sårbarhed, utilstrækkelighed og skrøbelighed og rejse os for at begynde at acceptere, at vi først nu skal begynde vores livsrejse.
Livet har ventet på os, og nu kan sanselighed, lidenskab og eventyr begynde. Vi skal sige farvel til det og dem, der ikke tjener os, og som ikke ser os som værdige af en kærlig relation…

Scroll to Top