I den eksistentielle filosofis tradition, så er livet meningsløst, fordi vi bliver født til at skulle dø og jo naturligvis sprede vores frø. At vores gener går i arv, en evolutionær overenskomst med naturen, men det er ikke en lov da, vi fra “Den dag vi bliver født er vi gamle nok til at dø” Citat David BR Camacho.
Det ligger også i den eksistentielle tradition, at vi ikke er født til at udføre nogen gerning, en bestemt mission, og det hænger jo sammen med, at det er sådan i den kristne tradition, at vi alle var skabt af gud og Gud jo havde planer med os alle. Så når gud ikke har lagt kimen til et frø i os, så er det intet i os andet end valgt. Vi grundløse i vores indre-, tomme og vi er dømt til at selv skabe mening i vores liv, og det er her vi slås med meningsløsheden, fordi der ikke er nogen større mening. Der er vores eget valg og det ikke at vælge er også et valg, og det er det som skaber meningsløshed og sagt med et Kierkegaard ’sk begreb “fortvivlelse”, da vi ikke kan slippe for at være i verden og i verdens gang. Vi er her for at skulle forholde os og stå i forhold til verden, og det samtidig med at timeglasset hver dag melder at tiden går og vi går med på vej mod vores endelige.
Jeg tror til gengæld, at når vi har dealet med de eksistentielle temaer gennem livskriser og sorger og forløsning af disse liv omkostninger, det koster at være i livet, så er vi på vores egen bestemmelses vej.
Altså når vi får betalt de regninger vi har klodset, i undgåelse, eller forsøget i at undgå smerten, og undgåelsen i at tage både friheden og ansvaret på os, så er vi på vores rette vej. Ligesom vi kan møde den rette partner som passer sammen med os, på et dybt livspartnersskab plan, kan vi mødes vores mission i livet. Vi kan kalde det for “vores bestemmelse”, det at når vi har dealet med vores livs omkostninger, vores tab, så giver det stor mening at arbejde med netop disse temaer i livet. At vi healer op i livet gennem gerninger i livet. At vi er virksomme og vi tjener et større for os formål i livet.
Så nå vi lider i vores liv, at det er meningsløst, at vi er ufrie, fortvivlede, fulde af angst, vrede, og sorger, så er det et signal til at vi ikke er på vores bestemmelses vej, at vi ikke er i gang med at gå vores lidelses opløsnings vej, eller måske kaldet oplysningens vej.
Det er her vi kan tale om, at leve kompromisernes beskyttende eksil, at vi har passet på os selv og deri også tilpasset os, til verden, frem for at finde vores eksistens i verden. Det er her vi kan tale om dyb meningsløst, at leve et liv i sikkerhed gennem tilpasning og undgåelse. Som jo giver denne “ubetalte regning” i ikke at tage de omkostninger det koster at vove livet, søge kærligheden, og ens livsmission.
Så at finde mening med livet, koster den smerte, vi ikke har turde at mærke, og paradokset er at turde mærke dét som mærkede os, med noget der ligner døden, ja så folder livet sig ud, efter den smertelig fødsel, det er at fødes til et liv i ens bestemmelses vej.
Så i min verden findes der kun en synd, og der er den synd vi selv er herre over,
som er ikke at vove, ikke at turde at mærke smerten ved at være i livet, og derved ikke finde ens bestemmelse i livet. At vi ikke bringer alle vores resurser i spil i livet, men bruger vores forsvar og vilje på at forskanse os og beskytte os mod smerte.
