At favne de uelskede sår.
Vi gør os alene, når vi ikke ønsker at være til besvær, når vi søger ly, af frygt for smerte og konsekvenser, ved at være til, det at være med i et sammenhold.
Vi gør os til de uelskede sår, når vi tvivler på, om vi høre til, bliver elsket, har noget at byde på.
Når det hårde i os, ikke finder det bløde værdigt, men som noget svagt, patetisk og barnligt.
Én oplevelse i fortiden er nok, til at chokket forbliver til forfrysninger i livet, det at vores følelsesliv bliver frosset ude, eller nærmere inde.
Et barndoms liv uden nærkontakt kan udgøre det samme som et chok, nemlig dét at vores følelsesliv, vores ukritiske og umiddelbare sande jeg, bliver undertrykt, ustimuleret og uset.
At forblive alene, at holde fast, at skjule sine inderste følelser, de umiddelbare sande refleksioner, er beskyttelse for yderligere smerte og frygt. Frygten for atter at skulle blive opdaget som det “slette” barn, som ikke havde lært lektien i tilpasningen.
At fortsat at bære smerten i sig, sker ved “ikke at mærke”, ved at gøre sig usårlig, gennem dét at undertrykke sine behov, ønsker og drømme, og måske vigtigst af alt, at undertrykke behovet for omsorg, nærhed og dét at blive set, rummet og favnet.
At overgive sig til at mærke de glemte følelser, kan være så angstfyldt og frygten for at gå i stykker er enorm. Og på sin vis, er det sandt, det er nemlig, forsvaret som går i stykker, brydes ned og slipper sit kvælende greb. Denne fastholdelse af de gamle sår, som værende sande.
Faktisk er dét vores undertrykte indre ulevede liv, vores passionerede revolutionære sande jeg,
der bryder igennem skammens indespærring.
der bryder igennem skammens indespærring.
Det er dét som er psykoterapiens essens, nemlig det, at favne de uelskede sår, det at bryde skammens og skyldens mure og forfrysninger ned.
At være fødselshjælper til de “forbudte” følelser, De glemte behov, De skjulte drømme.
Og ikke mindst, etablere socialt kontakt, at bygge bro til sammenhold og nære relationer.