Juridisk kan vi kun stå til ansvar for vores handlinger, der hvor vi bryder loven.
Så passivitet er en dyd i juridisk forstand, gør vi intet gør vi ikke noget forkert.
Etisk så er passivitet jo næsten en dødssynd, dét ikke at gøre noget.
Og i virkeligheden er passivitet, måske nærmere;
et kollaps, det at gå i frys, at være låst i frygt.
Måske er det frygten for at gøre noget forkert, som står stærkest i et præstationssamfund. Og derved ryger det etiske ansvar i baggrunden.
Det etiske ansvar byder, at vi tager ansvaret på os, som betyder, at vi byder ind med det bedste mulige,
til os selv, vores nærmeste og vores bidrag til alle bedste.
Der er en menneskelig forpligtelse til at hjælpe og bidrage til dem som er i nød, den som ikke kan tage vare på sig selv.
Ansvar er noget vi skal vokse ind i, nemlig at kunne slippe afhængigheden og gå mod selvforsørgelse og bidrag til samfundet.
Ansvar er at kunne stå selv, stå fri af andres meninger, nemlig at kunne danne sig selv og egne meninger, hvilke jo kun er ægte, uden afhængighed. Altså at kunne være fri
Ud over at søge det bedste mulige, for os selv og vores egne og de næste og de efterfølgende. Så er der også en etisk retfærdighed, en “fairness”, en hvad er rimeligt og vigtigere hvad er urimeligt.
Hvilket taler ind i ulighed, altså skellet mellem top og bund i et samfund, ja i et land, i et globalt sammenhæng.
Her kunne passive penge også være en dødssynd, det at holde på sine penge og at formuen vokser, uden et bidrag til en bedre balance. Som kunne gøres gennem etiske investeringer, som havde bæredygtige formål for øje. Sådanne investeringer skulle give større skattemæssige fordele end passive penge.
Alene det at de rige har mere flair for investering, udbytte og afkast end statslig indsats. Alene det giver et ansvar der skulle følge pengene.
Mere end nogensinde, er vi nødt til at tage et socialt ansvar, på eget initiativ og på et individuelle plan og et fokus på hvad det er vi kan gøre, for ikke at “dø” i afmagt og meningsløshed i alt det vi ikke kan gøre noget ved.
Vi har krig, terror, miljøkatastrofer, flygtninge, nationalt bondefangeri, politisk afmagt og splittelse, løgn og utroværdighed, demokratiets forfald, race og religionskonflikter, økonomiske modeller står til forfald og ingen kommer med varige og konkrete løsninger på de massive udfordringer.
