Afhængighedens lænker

Afhængige er vi alle, både af os selv og af hinanden.

Dét at står i forhold til eksistens og relationer,

både de lette og de dybe, er det grundlæggende for ikke, at være i uro eller kamp.

Det er vores grundlæggende afhængigheden,

som gør os sårbare og nemme ofre for smerten ved at være i live.

Det er brud på denne afhængighed, som sårer os dybt, og samtidig skiller os fra vores egen eksistens og relationer.

Vores sårede jeg siger; “aldrig mere vil jeg såres igen”, “jeg har ikke brug for nogen eller noget”.

Hvilket starter et værn mod afhængighed og mod yderligere smerte, eller bare at komme i nærheden af dét sårede i mig.

Det resulterer i at vi undgår alt levende, fordi dét som er levende både vækker smerten, og livet inde bag smertens mure.

Her søger vi det det trygge og det sikre liv, hvilket kun bliver til genudsendelser af lystspil og fraser, og livet ses gennem projektioner, farvet af fortidens smerte.

Det skaber syntetiske og destruktive afhængigheder, som giver en vis form for “liv” i fangeskab. Noget som giver en rus, uden at risikere at smerten og livet kommer i spil. Alkohol, stoffer, gambling, sex, kontrol, anerkendelse, overdrevet orden og fysisk udholdenhed, er altsammen smertens beskyttere og lindring.

Desværre er de afhængigheder, som er skabt som plaster på såret, svære at afgifte sig fra, for uden de beskyttende afhængigheder, genopstå det sårede barn, som nu også er det glemte barn, og uden kontakt til nære relationer.

Så de afhængigheder som er bundet op omkring lindring af smerte og ensomheden, er de sværeste at afskrive,

for dét at åbne op for smerten, uden at stå i nært forhold, til et andet menneske, er næsten umuligt og fremfor alt helt umenneskeligt.