Det modsatte af afhængighed, er ikke frihed, men alene fri af afhængighed.
Er man da så ikke fri? Næppe, for vi er alle afhængige og vi er ikke adskilt som mennesker.
Så i virkeligheden er det ofte et fravalg, som er forklædt som frihed og valg.
Ofte har jeg hørt at “jeg ønsker ikke at være afhængig af en mand” eller “jeg har ikke brug for en mand”, Et udsagn som for mig, høre til et landbrugssamfund fra 1865, hvor vi var afhænge både af mand og en ordentlig røvfuld unger, til at få kartoflerne op af jorden.
Så når vi skræller den kartoffel, eller dette udsagn, nedenunder, handlet det mest af alt et et ønske om, ikke at være fanget i uløselige konflikter,
eller at være fanget i et usundt forhold, eller at ligge under for en tyran af en mand.
eller at være fanget i et usundt forhold, eller at ligge under for en tyran af en mand.
Det er ligeledes frygten for at blive svigtet, såret, bedraget, det er frygt for forpligtelse, frygt for at tage det store ansvar, som jo er, at vi netop, ikke er alene og at vi alle har et ansvar for vores aftryk i verden, at både i det vi gør og det vi ikke gør, da begge dele påvirker vores omgivelser.
Ansvaret er også stort, hvis vi vælger at sætte børn i verden, så er der ingen vej tilbage.
Ansvaret er også stort, hvis vi vælger at sætte børn i verden, så er der ingen vej tilbage.
Så når vi taler om fri af afhængigheder, så bunder det altid i frygt og dårlig erfaringer.
Denne forklædte frihed handler mest af alt, om et ubevidst ønske om ikke at mærke smerte.
Vi kunne kalde det for “Skriget under isen”, og der kan ofte være en stor glæde, i ikke at kunne mærke “Skriget”. Denne glæde kan faktisk minde om frihed, men den er betinget af, at være fri af smerte. Således står glæden i forhold til fortiden, og selvfølgelig skal vi være glade for, at være komme fri af fortidens kærlighedstab. Men det er fri af, og ikke, at være fri til, eller at være fri i livet.
Så mest af alt, er det en beskyttet tilstand, hvor alle behov, drømme og længsler er frosset nede under “Skriget”.
Det er også egoet eller forsvaret, som siger “jeg har ikke brug for noget eller nogen, Jeg kan klare mig selv”, og ja det kan vi, når vi lukke af for et såret hjerte og ikke bearbejder den sorg, som er uundgåeligt, når vi mister kontakten til kærligheden og os selv.
Ligesom at der er en bitter smerte i, at opdage at vi har mistet kontakten til os selv-, vores sande jeg-, vores essens-, ja vores kontakt til naturen og alle natur-behovene.
Ligesom at der er en bitter smerte i, at opdage at vi har mistet kontakten til os selv-, vores sande jeg-, vores essens-, ja vores kontakt til naturen og alle natur-behovene.
Bitter, fordi vi opdager, at vi ikke har taget ansvar for os selv og vores behov, ønsker og drømme, men kun behovet for at beskytte os, mod yderligere smerte.
Og før den erkendelse, som jo ikke er tilgængeligt i vores overbevisninger, men den kommer altid, efter en følelsesmæssigt forløsning, som igen først kommer når vi opgiver, eller overgiver os, til noget større end egoets forsvar.
Det er det, som sker når vi forsøger os med nærkontakt, og det er her “Skriget” truer med kaos, død og opløsning. For enten vover vi døden og dermed også livet, slipper kontrollen og sætter smertekroppen fri, eller også holder vi fast i vores overbevisning om, at vi er bedre tjent alene.
,
For fakta er at ethvert nært kærligheds møde/forhold vil smelte isen og forløse dette “smerte skrig”, og i kontrast til forelskelse, så står vi med både liv og død i flammende kontraster, hvor selv Stephen King, kan få svært ved at skildre det, eller også er det, lige præcis det han gør. Han leget med isen og truer med at bryde den.
Den eksistentielle frihed, ligger altid efter “Skriget” og det som dette primalskrig føder, er det autentiske mennesket, det hjertenære menneske, med behov for nærhed, samspil, behovet for at blive elsket, holdt tæt og vigtigst i denne kontekst friheden til at kunne vælge og vælge fra.
