Vi er alle afhængige, i en eller anden form, lige fra brug af, til misbrug, selv når det ligner sundhed og motion, kan det have en mislyd af afhængighed. Det er suset, tilfredsheden eller mætheden som ikke indfinder sig af sig selv.
En stor grad af afhængighed er accepteret som værende ganske normalt i en moderne verden og disse grænser flyttes hele tiden, fra helt normal mod det sygeligt. Alkohol er nærmest et must når vi skal være sociale og hygge os sammen.
Rus-turen på gymnasiet er nærmest flyttet fra en social ryste sammen, til at drikke sig sanseløs i hegnet uden kontakt. Og her mistet turen sit formål, nemlig at lære hinanden at kende og knytte relationer og studiekammerater.
Afhængighedens hitliste kunne lyde; alkohol, stoffer, hash, gambling, mad, tobak, arbejde, motion, sex, kontrol, magt, religion, besiddelse, sociale medier. Listen er lang og ufuldstændig, da alt kan blive til et misbrug, da det som kunne være sundt og ganske ufarligt kan blive til en tilfredsstillelse.
Selv meditation vil kunne blive til en afhængighed og et misbrug, trods det at det måske ikke har et skadelig misbrug, men det kan opløse kontakten til denne verden-, relationer og det at tage et ansvar for at være og bidrage til verden.
Skadeligt er dog det meste af misbrug og afhængighed og følgevirkninger er måske lige så omkostelige som en verdenskrig, eller man kunne starte en verdenskrig, med de midler som afhængighed koster i ødelæggelser, og vinde den.
Alene inden for stoffer så er der en narkokrig som raser og lægger landsdele udenfor lov og kontrol. Ligesom det meste af kriminalitet er følgevirkninger misbrug og afhængighed. Så hvis vi kunne med et slag afskaffe afhængighed, så ville vi have et økonomisk overskud, som kunne udrydde fattigdom og give borgerløn til alle som ikke kunne tjene penge selv. Vi kunne fjerne en stor del af det som skaber sygdomme og der ville være betaling til al behandling på hospitaler og der vil ikke være boligproblemer. Afhængighed er måske den største kilde til vor tids lidelser.
Men det handler ikke om afhængighed, afhængighed er ikke problemet, det er faktisk løsninger til et dybere lag af lidelse, smerte, afvisning, svigt, vold og manglende tilknytning, som skaber tomhed, angst, depression og en følelse af ikke at høre til.
Det at være koblet fra, socialt, følelsesmæssigt, splittet fra natur og en større verden og ikke mindst koblet fra, at have et formål med livet.
Det er et sammenhæng mellem usund afhængighed og sund tilknytning, som i at jo mere usund afhængighed jo mindre sund tilknytning har vi med i bagagen. Altså den sunde dannelse og udvikling som skal finde sted i vores tidlige barndom.
Psykologisk set, så er tilknytningens alfa og omega, tilknytningen mellem mor og barn i den tidlige fase er af største betydning, men hvis hvis mor ikke er ordentlig i kontakt med følelser, altså sin egen tilknytning og forbindelse til verden, ja så bliver tilknytningen til barnet også udvandet. Nu skal mor ikke bære hele ansvaret, for en far skal også være en del af tilknytningen og ikke mindst kontakten mellem mor og far skal være bæredygtigt, med nærvær og lidenskab. Og historisk set, så kan hverken mor eller far være vinkler nok til at skabe tilknytningen til verden, næste cirkel byder både på søskende og bedsteforældre, dernæst familie og naboer som er med til at skabe en bredere tilknytning til barnet. Når dette er sunde relationer og har den nødvendige og sunde tilknytning, ja så er plads for barnet, til at går ud i verden og møde og skabe sociale relationer, således at tilknytning til samfundet også skaber plads og fundament.
Biologien byder ind historisk med, at vi alle er en del af en større orden i naturen, omend til tider barsk, men en sund afhængighed til natur og dyr, er en del af livet på et større grundlag.
Endeligt; så på et større spirituelt plan, altså mening med livet, byder på både en moralsk forpligtelse til at være med og tage et forpligtende ansvar for den verden, vi er en del af og det kan, når vi har den sunde tilknytning både psykologisk og biologisk, så er der både formål og mening i livet.
Det er når vi har fat i vores følelser og vores eksistensberettigelse gennem formål og mening i livet, at vi ikke længere har brug for at fjerne os fra smerten eller skabe en rus gennem ydre påvirkninger, men hvor en grundlæggende livslyst og virke, er bærende og livgivende. Men uagtet hvor god og sund tilknytning vi har fået med os i bagagen, kommer vi ikke til livslyst uden at kende og kunne rumme smerten ved at være i livet.
