Skammens Brønd
På vores psykiske landkort, lige imellem lys og skygger, findes der en passage, en lysning, som på én og samme tid både er tiltrækkende og frastødende. På mange måder minder det om et timeglas—noget trækker i én retning, mens noget frygtsomt lurer.
Det er skellet mellem den ydre og den indre verden. Hvis den ydre verden er betinget af en vis moderat opførsel, kan den indre verden og skyggerne holdes på afstand.
I dette landskab, lige bag de mørke skygger, findes en dyb og mørk brønd—Skammens Brønd. Den er skabt af en mavepuster, ikke i solar plexus, men i en nedgørelse, lige i utilstrækkeligheden, i et angstfuldt chok, hvor kasseringen blev dyb som en grundløs brønd. Det er bruddet mellem barn og voksen, et uopretteligt brud, uden medfølelse, forståelse eller forsoning.
På mange måder er Skammens Brønd en blind entré ind mod det indre univers af følelser, behov og drømme, og det bliver det tætteste, man kommer følelserne, fordi skammen sætter overlevelsesdrifter i gang; nervesystemet sætter ind med frys- eller flygt-respons.
Så Skammens Brønd spærrer mellem utilstrækkelighedens pæne og flittige kompensationer og rejsen hjem mod at blive et helt og tilstrækkeligt menneske, som mærker livet, følelser, behov og drømme.
Når man først falder ned i brønden, kan det føles som at synke i en grundløs afgrund, hvor væggene er glatte og uden fodfæste. Lyset fra overfladen bliver fjernt, mens mørket omslutter én. I denne brønd møder man sin dybeste skam, selvkritik og isolation. Det er en isende plads i helvede, hvor man føler sig fundamentalt adskilt fra kærlighed og accept.
Selvom vi ikke kan fjerne Skammens Brønd fra vores indre landskab, er det muligt at navigere udenom for at gå på opdagelse i de følelser, som ligger dybere end skammens bund. Særligt vigtigt er det at følges med en tryg kærlighedstilknytning/relation, som viser os accept og kærlighed.
Det er en svær opgave, da der skal bygges tillid op, for “Hvor der er skam, er der ikke tillid”, og “Hvor der mangler tillid, er der ingen hjælp at hente”. Det er relationsarbejde på et dybt plan, og det kan ikke ske uden at bearbejde sorgen, traumerne og de gamle bristede tilknytningsbånd. Dog belønnes arbejdet tifoldigt med forståelse, medfølelse, indsigt, accept og kærlighed.
