En mand fangede engang en fugl. Fuglen sagde til ham: »Jeg er dig ikke til nogen nytte som fange, men slip mig fri, så skal jeg give dig tre værdifulde råd.«
Fuglen lovede manden, at give det første råd mens den endnu var i mandens hånd, det andet råd når den var fløjet op på en gren på nærmeste træ og det tredje og sidste råd, efter at den var nået til bjergets top.
Manden gik med på betingelserne og bad den om det første råd.
Fuglen sagde:
»Hvis du mister noget, om det så er noget du sætter lige så højt som livet selv, så lad være at ærgre dig.«
Manden lod fuglen flyve, og den fløj op på en gren, tæt på manden.
Fuglen fortsatte med det andet råd:
»Tro aldrig noget der modsiger din sunde fornuft, medmindre du ser beviser.«
Så fløj fuglen op på bjergtoppen. Deroppefra sagde den:
»Oh, du stakkel tåbe! Inden i mig har jeg to kæmpemæssige juveler, og hvis du bare havde dræbt mig, så ville de have været dine«
Manden ærgrede sig ved tanken om hvad han havde mistet, men sagde: »Giv mig i det mindste det tredje råd.«
Fuglen svarede;
»Sikken tåbe du er! Du beder om flere råd, selv om du ikke har rettet dig efter de to første! Jeg sagde jo at du ikke skulle bekymre dig om det du havde mistet, og at du ikke skulle tro på noget der stred mod sund fornuft. Nu gør du begge dele. Du tror på noget vrøvl og du ærgrer dig over et tab! Jeg er ikke stor nok til at indeholde store juveler.
»Du er en tåbe. Derfor må du blive inden for de begrænsninger, der er sat for mennesket.«
I dervish-kredse anses denne fortælling som meget vigtig når det gælder om at »åbne« studentens sind og forberede det på oplevelser der ikke kan lokkes frem på sædvanlige måder.
Ud over at være i daglig brug blandt sufier findes historien også i Rumi’s klassiker Mathnavi. Den optræder også i den Guddommelige Bog af Attar, en af Rumi’s lærere. Begge mænd levede i 1200-tallet.
